‘Der var en sang’ er i gang!

Kære ven.

Det her er starten på noget mit hjerte har banket for længe.

Dette er starten på ‘Der var en sang’.
Starten på en blog, der lukker dig ind i den proces det er, at lave en plade.

Jeg hedder Kirja Marie Touborg Jensen. Jeg er skribent, freelance journalist og et væsen med musik i sjælen. Jeg har i mange år arbejdet med tekst professionelt og for sjov.  Så tog jeg nogle sanguddannelser, og pludselig kom magien, som jeg ikke vidste jeg besad. Så nu er jeg skribenten, der håber at ende som sangskriver, og som derfor starter denne blog.

Om der kommer en Ep eller en børnebog ud af det her vil tiden vise. Jeg håber på sange, men alt er åbent lige nu. Og hvad det første værk kommer til at hedde er der ingen der ved. Men det jeg ved er at jeg gerne vil lukke DIG ind i processen. Og så snart du læser det her, ja så er du med.

I min kreative process starter alt med teksten. Så når jeg laver en ny tekst vil du kunne finde den her. Frisk fra notesbogen.

Her vil du også kunne finde arbejdet med teksten, processen og hvordan teksten ender. Derudover kan du også følge med på instagram og facebook. På Instagram kan du finde nye og gamle tekster, som du kan bruge lige som du vil. Dele dem, grine, græde eller bare kommentere. Og på facebook lukker jeg dig ind i min hverdag med dette nye projekt. Og jeg vil hjertens gerne høre fra dig. Hvad du tænker. Hvilke tekster der rammer, og hvilke der rammer ved siden af. Hvad DU får noget ud af og hvad du ikke kan bruge.

 Så nu og her går det hele i gang. Her, hvor der var en sang!